Alle kender Gilmore Girls. Den populære TV-serie af Amy Sherman-Palladino har den perfekte kombination af humor, drama og kærlighed. Der er utallige fantastiske scener at nyde, grine af og græde til – men der er én scene, der får mig til at græde hver evig eneste gang.

Gilmore Girls er én af mine absolut yndlingsserier. Jeg har elsket at se de syv sæsoner om og om igen, og er indtil videre ikke blevet træt af den. Manuskriptet er mere eller mindre perfekt, den lille by med de karismatiske karakterer er så gennemført, og mor-datterforholdet minder mig om mit forhold med min mor.

Den mest rørende scene, der får mig til nærmest at bryde sammen, er en scene i sæson 4 afsnit 11 “In the Clamour and the Clangor.” I denne periode er Lorelai og Jason et par, Rory er opslugt af sine studier, Paris dater en professor og Lane har et rockband og går på en kristen skole.

Lane og Mrs. Kim

I dette afsnit har Lanes rockband har deres første store optræden på en kendt klub midt om natten på en hverdag. Hun kan ikke finde modet til at spørge sin mor om lov, fordi hun ved hendes religiøse strikse mor siger nej. Lanes forhold til sin mor er meget konservativt og traditionelt; Mrs. Kim er en klassisk-koreanske retledende mor, der gør alt hvad hun kan for at sørge for Lane lever et gudfrygtigt, fornuftigt og ærbart liv. Dette er ikke fjernt fra min opdragelse. Til trods for min opvækst handlede mere om uddannelse end gudfrygtighed, var mine forældres stræben efter mit ærbare og fornuftige liv ikke langt fra Mrs. Kims ambitioner for Lane. Præget af et dobbeltliv fra barns ben har Lane altid holdt sin amerikanske ungdomskulturelle udfoldelser fra sin mor, fordi hun ved hendes mor ikke ville acceptere den livsstil for hendes datter.

Nå, tilbage til scenen. Fordi Lane ikke kan finde på en undskyldning for at være ude til kl. 4 om morgenen på en tirsdag(!), vælger hun at snige sig ud efter hendes mor går i seng. Hun tager til klubben for at optræde med sit band – deres optræden bliver dog aflyst grundet manglende gæster på klubben. Tilbage står Lane frustreret og forvirret om hvad hendes næste skridt skal være, så hun tager hjem til Rory på hendes Yale-kollegie for at søge rådgivning. Efter Rory forgæves forsøger at opfordre Lane til at ringe til sin mor, der formentlig er panisk over Lane ikke er hjemme, ringer Rory til sin mor. Lorelai lægger hurtigt på efter Rory fortæller om situation og ringer straks til Mrs. Kim og fortæller at Lane er med Rory på Yale. Mrs. Kim har på dette tidspunkt hjemmet fyldt med bedegrupper og brandmænd, og man forstår som seer godt, at hun er enormt bekymret over, at Lane ikke er hjemme.

På vej til Yale for at hente Lane, møder Mrs. Kim Lanes chef Luke. Hun stopper op for at fortælle ham at Lane ikke kommer på arbejde dagen efter, hvortil Luke svarer at Lane har ringet til ham to gange for at sige det samme. Han roser Lane for Mrs. Kim, men på det her tidspunkt er hun så forundret og såret over, at hendes datter ringer til Lorelai og Luke, men ikke ringer til sin egen mor. Herefter kører Mrs. Kim hjem igen.

Scenen, der altid får mig til at knække

Når Mrs. Kim kommer hjem, går hun ind på Lanes soveværelse. Herinde opdager hun for første gang Lanes dobbeltliv; hendes afhængighed af musik, anderledes tøj og generelt en helt anden livsstil – alt dét hun knoklede for at holde Lane fra.

Morgenen efter kommer Lane hjem, går op på sit værelse og ser at alt dét hun har forsøgt at holde hemmeligt i årevis, er blottet. I scenen virker Lane til en vis grad lettet over ikke at skulle have et dobbeltliv længere. Nu er alt ude.

Og dér står hendes mor. “Is this all?” spørger Mrs. Kim. Lane afslører et sidste gemmested for sit dobbeltliv under gulvbrædderne og siger “That’s all. I’m sorry. ” Efterfølgende fortæller hun at hun ikke ønsker at holde noget hemmeligt for sin mor. At hun ønsker at være åben og ærlig. At hun ikke ønsker at gå på det kristne universitet. At hun vil være trommespiller og spille med sit band. At hun glædeligt går på community college, bor hjemme og adlyder sin mors regler, så længe det ikke konflikter med hendes bands spillesessions og shows. Til dét vil jeg bare sige det kræver så voldsomt meget mod at åbne op om sit dobbeltliv med sine forældre, af frygt for deres misbilligelse.

Mrs. Kim er stille, når Lane åbner op om hvad hun ønsker og foreslår hvilket liv de sammen kan leve. Til det svarer Mrs. Kim:

“Children do not make the rules.
You may move out and live like that somewhere else.”

Mrs. Kim har synligt tårer i øjnene, og jeg DØR indvendigt hver gang jeg ser den scene. Det er simpelthen så rørende og i hele dette afsnit er Mrs. Kim så enormt bekymret for sin datters velbefindende. Og hun er såret. Man kan mærke på hende, at Lanes forslag var dråben. Det er simpelthen for meget for hende at rumme, og den løsning Lane foreslår går imod alt hvad hun står for. Næste gang vi ser Lane, står hun foran Rorys dør på Yale og flytter ind på ubestemt tid.

Hvad jeg har lært af dette afsnit

Man kan lære meget fra denne situation, især den sidste scene. For der er ingen skurke. Selvom jeg synes det er flabet af Lane at bede sin mor om at acceptere SÅ meget på én gang, kan jeg sagtens føle Lane i, at dobbeltliv er fucking drænende. Jeg har i perioder i mit liv også følt mig nødsaget til at holde bestemte ting fra mine forældre, men det har altid føltes forkert. Selvfølgelig lyver alle for deres forældre på ét eller andet tidspunkt i deres liv – men et helt dobbeltliv er svært at skjule. Man føler ikke at ens forældre kender én rigtigt. Man føler sig distanceret fra de to mest kære mennesker i sit liv. Og man får dårlig smag i munden, hver gang man skal bikse en løgn sammen.

Men hvad skal man så gøre? Som forældre tror jeg på, at det er så enormt vigtigt at forstå og acceptere, at ens børn kan vælge at leve et liv man ikke nødvendigvis mener er passende. At de i deres stræben på at finde dem selv, finder ud af at de differentierer sig fra deres forældre og den kultur, de er vokset op i. Og vigtigst af alt – at stole på man har gjort sit bedste for at opdrage sine børn til at være anstændige fornuftige mennesker, der kan passe på dem selv.

Lettere sagt end gjort, I know – jeg er heller ikke forælder såvidt jeg ved.

Anywho, det var lige nogle tanker jeg ville dele med jer. Until next time :*