Det her er ét af de mere personlige indlæg. Det har været en ret trist  weekend, fordi jeg har været et dårligt sted med ét af mine kæreste bekendtskaber. Denne weekend er vi gået fra at have et åbent forhold, hvor vi taler direkte om hvad der foregår, til at det endte ud i en masse passive aggressive shit på skrift og nærmest offentlige skænderier over weekenden.

Det var et ret ømt emne konflikten drejede sig om, men det undskylder slet ikke for hvor heftige skænderierne har været. Vi er som sagt ret direkte og taler lige ud af posen, hvis der er noget vi mener skal italesættes. Vi plejer dog at gøre det på så sober en måde, at det næsten er for godt til at være sandt.

Til vores begges store forbløffelse var det denne gang SLET ikke sådan. Vi talte grimt, råbte og skreg af hinanden og tog slet ikke hensyn til hinandens følelser. Det var simpelthen så ulige os, at der måtte have været en anden årsag – og det var der.

Som indlægstitlen afslører, handler dette indlæg om onde øjne, og hvad der sker når de rammer. Her i fredags var jeg på arbejde og sad ved siden af en kollega, jeg ikke havde siddet med før. Hun overhørte en telefonsamtale, og begyndte straks at stille spørgsmål til vedkommende i den anden ende. Det var mystisk og jeg følte øjeblikkeligt det var en unaturlig interesse. Lige dér lagde jeg ikke mere i det. Og ved du hvad? Samme aften på vej hjem fra arbejde, begyndte jeg at skændes med min ven og skænderiet varer stadig ved. Først nu har det ramt mig.

Kald det hate, kald det onde øjne, kald det nazer, kald det Isabat al-’ayn. Kald det hvad du vil. Det har mange navne og er et velkendt og verdensomspændende fænomen som flere forskellige folkefærd har troet på og forholdt sig til i hundredvis af år. Der er også mange teorier og metoder, både religiøse, spirituelle og kulturelle, til beskyttelse fra nazer. Jeg har aldrig rigtig troet på at man får onde øjne hvis nogen ikke siger Masha’Allah, men jeg er efterhånden blevet overtalt af uheldige hændelser nok gange til at jeg ikke tør lade være med at have tillid til teorien.

Det værste er at jeg kommer fra et hjem, hvor er meget beskyttende for nazer, netop fordi der er masser af folk, der ikke ønsker dig det bedste – eller endnu værre vil have dét du har på bekostning af du mister det. Det er forfærdeligt. Det har gjort at kredsen bliver mindre og at man ikke tør dele nær så meget ud af sig selv og sine glæder på sociale medier og IRL. Det har været ret drænende af skulle forholde sig til det omend en nødvendighed.

Jeg skal nok afslutte dette indlæg nu, for det er virkelig ærgerligt og jeg har ikke lyst til at skræmme dig, der læser med. Men pas på med hvem du deler ud af dig selv med. Folks intentioner er ofte slet ikke til at gennemskue, så better safe than sorry.

Tak for du læste med,