Speciale er ikke sjovt for alle

Kæreste læser,

Jeg er super ærgerlig over at have været så fraværende på bloggen – jeg havde egentlig håbet på at jeg denne gang med blogging havde bevaret et vis niveau af produktivitet. Det er nemlig ikke fordi mit liv har været tørt – tværtimod. Der har muligvis været for meget på én gang. Hør…

Det er ingen hemmelighed at specialet har fyldt alle mine timer i alle mine døgn fra slut-april af. Med afleveringsfrist d. 15. maj og et speciale, der ikke var i nærheden af at være bare nogenlunde komplet, led jeg af kronisk migræne og søvnbesvær i måneden inden deadline. Jeg skiftedes til at arbejde på CBS bibliotek på Solbjerg Plads, i min lejlighed eller på caféer – og hvis du læser med Daya, så var det altså typisk vandpibecaféer. En sen aften tog jeg på min lokale – Layalina i Glostrup centret. Den har fordelene af at 1) holde åbent 24/7, 2) være 5 min. væk hjemmefra og 3) have gode piber og fine faciliteter såsom strømstik. Jeg kom der tit alene i specialeperioden, og en aften – 10 dage inden jeg skulle aflevere – sad jeg deroppe, røg en pibe, drak min kaffe og skrev, skrev, skrev. Det gode ved at arbejde på café er mit produktionsniveau. Jeg har ingen anelse om hvorfor jeg bliver så effektiv. Måske er det piben. Måske er det lokationsændring. Anywho.

Efter at have siddet der i godt 4 timer, pakkede jeg mine ting, tog overtøj på og gik op til kassen for at betale. Idét jeg swiper fra venstre til højre på MobilePay mister jeg bevidstheden og det næste jeg ved er at jeg ligger på gulvet mit i caféen omringet af personale og gæster, der panisk forsøger at finde ud af hvad der lige skete med “hende pigen, der altid kommer med sin bærbar.” Jeg var besvimet. Så snart bevidstheden rammer mig, forsøger jeg hastigt at rejse mig igen, men besvimer endnu engang. Denne gang rådes jeg til at blive liggende. Jeg går i panik og begynder at græde, når jeg bliver fortalt hvad der er sket. Jeg får vand. Folk har deres hænder under mit hoved. Jeg hører en fyr tale i telefon med 112 og frustreres over de ikke bare sender en ambulance. Folk snakker til mig, holder min hånd, støtter mig og passer på mig.

Ved mit held og et fantastisk tilfælde møder jeg en gammel kammerat fra gymnasiet, som på nuværende tidspunkt læser på sit 12. semester på medicinstudiet. Masha’Allah. Vi var på ingen måde tætte i gymnasiet, men den aften var han en virkelig god ven. Han havde netop sat sig ind på caféen, da jeg rejste mig for at betale, men han tog sig så fint af mig og talte meget pædagogisk til mig om hvad der var sket og hvad det muligvis skyldtes. Han var overbevist om at det var stress. Han satte mig ved sit bord i en halv times tid og spurgte hvordan jeg kom hjem. Da han fandt ud af jeg skulle cykle hjem til min lejlighed, hvor jeg bor alene, opfordrede han mig til at ringe til mine forældre og sige til dem at jeg sover hos dem i nat. Det var ikke en god idé at være alene. Så det gjorde jeg. Han sørgede for at køre mig hjem til mine forældre for at sove, selvom jeg ikke fik lukket et øje. Jeg var i komplet chok over hvad der var sket, og brød ud i gråd i nogle pudsige intervaller.

Dagen efter handlede om at slappe af – jeg måtte ikke tænke på at der kun var 10 dage tilbage til jeg skulle aflevere mit livs vigtigste opgave. Jeg skulle finde en ro, jeg ikke havde oplevet længe. Efter at have spist morgenmad med min mor, tog vi til lægen, hvor jeg forklarede hvad der var sket og blev forsikret om at det var pga. den stressede periode og at alle mennesker besvimer 1-2 gange i livet på grund af overvældelse af stress, ustoppelige tanker og ujævn søvn- og kostrutine. Det var spot on, så jeg var ikke bekymret for at det var noget alt for alvorligt. Derfra mødtes vi med min far og jeg havde en fantastisk eftermiddag med mine kæreste mest støttende forældre. Og det var lige hvad jeg manglede for at kunne give specialet alt hvad jeg kunne i slutspurten. Med støtte fra familie, kære og nære fik jeg afleveret mit livs vigtigste opgave.

img_4828-1.jpg

Jeg havde en behagelig proces med at skrive bachelor, så jeg forstod aldrig rigtig hvorfor specialeskrivende synes det var så smertefuld proces. Nu kan jeg S A G T E N S relatere. Det er ikke sjovt for alle, og det var ikke sjovt for mig.

Nu mangler jeg bare det mundtlige forsvar….. stay tuned.

Tak fordi du læste med.

kiss-lips-4

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s